
Delfi Technologies fik torsdag fint besøg af topfolk fra Venstre
Der var smil, god stemning og gode snakke om digitalisering, da Venstres Digitaliseringsminister, Marie Bjerre, kandidat til Europa-Parlamentsvalget Thorbern Alexander Klingert og viceborgmester Ken Kristensen torsdag besøgte it-virksomheden Delfi Technologies A/S i Køge.
Delfi Technologies hjælper bl.a. virksomheder med at effektivisere tidskrævende arbejdsprocesser og øge konkurrencedygtigheden ved øget brug digitalisering, og derfor var adm. direktør hos Delfi Technologies, Palle Svendsen, meget glad for det fine besøg:
“Det er utrolig relevant for os som it-virksomhed, der opererer på det europæiske marked, at få besøg af digitaliseringsministeren og en EP-kandidat. Dette besøg er en unik mulighed for at diskutere, hvordan vi kan fremme digitaliseringen og skabe et grønnere Europa gennem vores løsninger.”
Som parti har Venstre altid været meget optaget af at styrke digitaliseringen, for Danmark skal også i fremtiden være et digitalt foregangsland, og den styrkeposition ønsker Venstre at fastholde og udvikle, for digitalisering kan være løsningen på mange af de store udfordringer: grøn omstilling, fremtidssikre vores velfærd og sikre gode vilkår for erhvervslivet.
Thorbern Klingert, der i månedsvis har kæmpet for en plads i Europa-Parlamentet, har i sin valgkamp argumenteret kraftigt for at luge ud i EU-bureaukratiet og samtidig øge produktiviteten gennem digitalisering, og besøget var derfor meget relevant for begge parter.
“Vi er glade for, at Venstre og Thorbern Klingert vil arbejde for mindre bureaukrati i erhvervslivet, ens regler for alle virksomheder i EU, og at sikre, at ”ikke-EU” virksomheder efterlever EU’s regelsæt, før de kan sælge deres varer i EU,” siger Palle Svendsen.
Ken Kristensen, viceborgmester i Køge, fremhæver: ”Jeg er stolt over, at vi har en så dygtig og fremsynet virksomhed som Delfi Technologies i Køge, og jeg er meget glad for, at vi i dag kan fremvise denne for Digitaliseringsministeren. Digitalisering er en gevinst men også en udfordring, og jeg er glad for, at Ministeren også har fokus på udfordringerne ved digitalisering”.
Info om Delfi Technologies:
Delfi Technologies blev grundlagt i 1988, og blev i 1995 overtaget af Palle Svendsen. Siden Palle Svendsens overtagelse i 1995, er virksomheden ekspanderet fra at være en lille dansk virksomhed med kun 2 ansatte, til en mellemstor europæisk virksomhed med mere end 130 medarbejdere og kontorer i 6 lande – Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Italien og Vietnam.
Virksomheden har i de senere år oplevet en betydelig vækst ved at introducere nye teknologier og digitale løsninger til både danske og udenlandske virksomheder. Især inden for digitale prisskilte har virksomheden markeret sig stærkt i sektorer som supermarkeder, apoteker, byggemarkeder og mange andre brancher.